VVK’s historie

Lissy Kehlet Henriksen har ansvaret for denne side. Hvis du finder stavefejl eller ukorrekte oplysninger, så giv mig et praj på lissykehlethenriksen@gmail.com

Denne side er under evig udvikling!

Vores Fortid – Vores Nutid – Vores Fremtid

God læselyst.

Så er vi nået ind i 2024. Bestyrelsen har besluttet, at vi melder foreningen ind i Danske Seniorer. I første omgang betyder det, at vi får en platform, hvor vi kan gøre lidt mere reklame for vores forening og dermed for vores koncerter. Der udkommer 6 blade om året, hvor vi kan fortælle hvad der sker på lang sigt – altså koncerter fremover. DS udsender et nyhedsbrev ca. hver 14. dag, og der har vi mulighed for at gøre reklame for den kommende koncert med et kort “skriv” og et billede, f.eks. den aktuelle plakat.

Danske Seniorer har 80.000 medlemmer på landsbasis, så lad os se, hvad det kommer til at betyde på den lange bane. Vi har fået tilbud om at vi må holde vores hulemøder i DS’s lokaler i Griffenfeldtsgade – gratis. Det tænker vi lige lidt over, for vi har jo en udfordring med alle de ting, vi opbevarer i Odensegade. Så lad os se, hvad fremtiden bringer.

Hvor må og kan vi være? Bliver vi hjemløse

Vi har i 2-3 år holdt vores hulemøder i Nabo Østerbro – og prisen for det har været, at vi har budt ind med nogle koncerter i løbet af året, efter aftale med den daglige leder.

For en måned siden – medio september – fik vi så besked på, at vi ikke mere kunne være i Nabo Østebro – medmindre vi betalte. Vi har brugt mange ressourcer på at lede efter andre lokaler, men det har ikke været nemt. Nu er der så sket det, at der er kommet en aftale på plads om, at vi bliver i Nabo Østerbro, og vi beholder adgangen til rummet med de to skabe, vi råder over, mod at vi betaler 600,- pr. gang. Vi synes det er en dyr løsning, men det er der vi er lige nu. Vi kan søge om tilskud til “huslejen” fordi vi er en folkeoplysende forening. Alternativt kan vi måske få et klasseværelse på en skole, hvor vi kan holde hulemøder, men hvad så med al vores udstyr og vores ting?

Mht Krudttønden er der også udsigt til forandringer. Her ser forandringen til gengæld ud til at ende positivt. Krudttønden kan ikke mere garantere, at vi kan holde vores koncerter der. Vi har fået lovning på, at januar, februar, marts og april 2024 er sikre. Derfor er vi nu endt med at melde os ind i Metronomen på Frederiksberg. Aksel Møllers Have. Der har vi booket plads til vores koncerter i september, oktober og november 2024. Og det er gratis for foreningen. Metroen er lige uden for døren og i hvert fald 4 busser holder ind på pladsen, så der er basis for transport. Spændende.

FN´s Seniordag på Østerbro d. 1. oktober 2023

Vi fik på et tidspunkt en invitation om at deltage i FN’s Seniordag i Østerbrohallen – og det takkede vi ja til. Stampe har efterfølgende deltaget i nogle planlægningsmøder – og vi fik at vide, at vi skulle stå for 5 kvarters underholdning i Café Hjørnet i stueetagen. 5 kvarter fordelt i tre afdelinger. Didde stod for udvælgelsen, og Stampe, Ingegerd, Lissy og Didde blev valgt – og Jørgen Aagaard stillede op som pianist.

Det løb af stablen som aftalt, vi sang mens gæsterne myldrede rundt om benene på os – og snakkede lystigt. Nogle valgte heldigvis at sætte sig roligt ned, mens de nød en kop kaffe. Efterfølgende spiste vi frokost i den kæmpestore, fine sal. Vi blev enige om at sige, at vi godt vil med igen næste år – men måske skal vi spørge, om vi ikke kan ændre lidt på tidspunkt og sted for vores optræden.

Landsmøde – d. 16. september 2023

Det årlige landsmøde i Visens Venner Danmark var planlagt til d. 16. september, og det var VVK, der havde æren af, at planlægge dagen. Københavns Højskoleforening i Vanløse fik lov at lægge hus og have til, og det var virkelig en god ide, for vejret viste sig fra sin smukkeste side – og så kan man ikke være et bedre sted

Bestyrelsen besluttede, at Føtex skulle levere frokost og kage, og Kokken og Jomfruen skulle levere Buffet til om aftenen. Der var tilmeldt 65 visevenner, og næsten alle viseforeninger var repræsenteret. Alle mødtes til frokost – og da den var overstået tog Kim sig af de gæster, som ikke skulle deltage i mødet. De fik lidt forskellige tilbud de kunne forholde sig til. De kunne tage med Kim på en guidet tur til de gamle gader i København. De kunne tage til Henry Heerup Museet, som ligger tæt på, eller de kunne gå en tur om Damhussøen, og ellers være i den smukke have og nyde solen.

Gunnar og Marianne tog sig af oprydning efter frokosten, og sørgede også for, at der blev lavet kaffe og sat kager frem til pausen under mødet. Forretningsudvalget havde en del forslag med, som skulle til afstemning, og til forskel fra sidste år kom de i år igennem med alle deres forslag. Ib Østergaard blev genvalgt som formand. Peter og Nellie var ikke på valg.

Efter mødet blev gæsterne sendt i haven, så vi – igen – kunne få dækket bordene. Nu til en hyggelig middag. Vi havde lavet en aftale med tre dygtige køkkendamer, der overtog og styrede køkkenet med kærlig og kyndig hånd – og det blev ret så vellykket. Maden var lækker.

Efter middagen var der planlagt visekoncert, og mange havde meldt sig på listen med en vise. Der var mange fine viser og vi sluttede næsten på slaget 22:00 som vi havde planlagt – bestyrelsen skulle nemlig selv rydde op og gøre rent.

Klokken blev godt og vel midnat, inden vi trætte, men glade, kunne ønske hinanden God Nat, og sige tak for i dag.

Efterfølgende er der kommet mange pæne ord tilbage – det var en god dag.

Stiftende generalforsamling i Admiral Gjeddes Gård

Foreningens Formænd

Sigfred Pedersen	(1903-1967)	Formand 1953 – 1955
Eigil Jensen	(1903-1988)	Formand 1955 – 1968
Minna Flindt	(1925-2008)	Formand 1968 – 1972
Jørgen “Gamle” Hansen	(1929-1993)	Formand 1972 – 1990
Ulrik Reimann	(1961-	Formand 1990 – 1995
Finn Schlanbusch	(1943-2019)	Formand 1995 – 2004
Ivy Parsbæk	(1945-	Formand 2004 – 2005
Tonna Nørrelund	(1936-	Formand 2005 – 2007
Kim Ravn-Jensen	(1958-	Formand 2007 – 2013
Stampe Villadsen	(1952-	Formand 2013 – 2023
Lissy Kehlet Henriksen	(1947–	Formand 2023 –

Sigfred (Henrik) Pedersen, født 10. marts 1903 i Harndrup på Fyn, død 2. december 1967 i Helsingør. Sigfred var dansk visedigter, litteraturanmelder, maler, skuespiller, restauratør og journalist. Han blev student fra Odense Katedralskole i 1923 og cand.polit. i 1931. Han var fra 1943 gift med visesangeren Else Sigfred Pedersen (1916-1969).

Af han store produktion af viser er Katinka, Nu går våren gennem Nyhavn, Tørresnoren og Den gamle skærslippers forårssang de mest kendte. Sigfred arbejdede nogle år i et forsikringsselskab, før han valgte det muntre liv i det indre København. Han var særlig tiltrukket af Nyhavn, hvor han fandt inspiration til sine viser – og hvor han underholdt på beværtninger. Sigfred drev selv Wessels Kro i begyndelsen af 1940’erne. Niels Clemmensen har sat musik til mange af Sigfreds viser.

Eigil Jensen, der som sagfører klarede alt det der med paragraffer og regler. Advokat og visesanger. Født d. 8. nov. 1903 i Københaven, død d. 1. august 1988. Eigil blev student i 1922 i Helsingør, læste jura og blev i 1934 landsretssagfører med møderet for højesteret. Eigil sad i et hav af bestyrelser, der relaterede til hans advokatuddannelse, og han var tillige en glimrende visesanger. Han optrådte i sine unge dage i studenterrevyerne, ofte med egne viser. Han var medstifter af Visens Venner i København – var formand fra 1955-1968 og blev siden æresmedlem. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog – og var far til forfatteren Jesper Jensen.

Minna Flindt

Jørgen “Gamle” Hansen (Jørgen Erik Olaf Hansen), advokat og visesanger. Cand.jur. i 1959. Voksede op i et hjem præget af bøger, viser, revy og teater. Forsøgte tidligt at give visen og revyen en fremtrædende plads i dansk studenterliv. Han blev kendt af mange, som manden bag talrige af Kongelig Maystaits Acteurs revyer, hvor han selv medvirkede. Samtidig med at han virkede som advokat, blev han også kendt som fortolker af viser i bl.a. radioen og som vært i TVs Teatercafeen. Gift med Vita Søgaard Hansen. Født 14. april 1929 i København. Død 23. august 1993 (64 år) (Fællesgrav på Bispebjerg Kirkegaard).

Ulrik Reimann

Finn Schlanbusch

Ivy Parsbæk

Tonna Nørrelund

Kim Ravn-Jensen

Stampe Villadsen

Visens Venner 40 år 9/2-1993. Admiral Gjeddes Gård.
Der var engang: Lidt historie og nostalgi om Visens Venner gennem 40 år, fortalt af Kirsten Fogtmann, det eneste overlevende medlem fra stiftelsesdagen!
Den 12. marts 1947 fik Karen Glargaard og jeg et brev fra Statsradiofonien, som det jo hed dengang. Det var musikchef Kai Aage Bruun og professor Torben Krogh, som havde fået en god idé. Det resulterede i en direkte radioudsendelse, en samsending mellem Stockholm og København. Stockholm fra Gyllene Freden – København fra Drachmann Kroen.

Det var første gang, jeg hørte navnet Visens Venner, men så skulle der alligevel gå 5 år, før der skete noget på hjemmefronten, men takket være Eigil Jensen og Sigfred Pedersen mødtes vi den 9/2 1953 i Admiral Gjeddes Gård efter at have fået et indkaldelsesbrev. Vi mødtes i Holbergsalen, og hvis jeg husker ret, var følgende til stede: Sigfred Pedersen, Else Sigfred Pedersen, Eigil Jensen, Steen Hansen, Randi Teglbjerg, Jens Bjerre, Anna Ratleff, Harald Krebs, Christian Gottschalch, Poul P.M. Pedersen, Mogens Jermiin Nissen, Alex Garff, Frits Haase, Kirsten Fogtmann, Jens Chr. Hostrup, Henning Pade, Knud Vad Thomsen og Hans Peder Åse.

Hvad er der så sket i disse 40 år? En hulens bunke, både godt og mindre ditto. Flere af de professionelle faldt fra, da de ikke måtte bruge Visens Venners navn til at tjene penge på, men vi var heldigvis en tapper skare med idealerne i behold, som uselvisk arbejdede i Visens Venners navn og for sagen, præcis som I gør det i dag. Alt, hvad der blev tjent i Visens Venners navn, gik direkte i kassen, undtaget var dog radioudsendelser, hvor vi jo som solister blev beskattet af honoraret, her afleverede vi
alle 15 %.

Visens Venners navn blev hurtigt et kendt begreb, da vi jo næsten hvert år holdt offentlige koncerter, hvad der også hjalp godt på foreningens økonomi. I mange år havde vi en koncert i Tivoli, først i Gamle Glassal, senere efter ombygning i Tivoli-Teatret. Det havde dog den ulempe, at der udspandt sig en veritabel sangerkrig mellem den optrækkende Tivoligarde og solisten – det var dog altid garden, som gik af med sejren. Senere blev vi overflyttet til koncertsalen, og disse arrangementer var i samarbejde med Rundskuedagen. Hvornår de holdt op, husker jeg ikke.

I februar-marts 1962 fik vi en ærefuld opfordring til at holde 6 foredrag for Folkeuniversitetet, og disse blev senere overført til radioudsendelser. Emnerne var:
Frits Haase: Fra Klubben og Hjemmet
Jørgen Gamle Hansen: Syngespil og Vaudeviller
Iørn Piø: Skillingstryk
Jens Chr. Hostrup: Revyens Guldalder
Eigil Jensen: Studenterscene og Revyen efter 1914
Henning Pade: Fra Drachmann til Frank Jæger

Så I ser, vi var en flittig og uselvisk skare, som holdt liv i vores kære forening. Det nordiske samarbejde begyndte meget tidligt, og vi rejste til Stockholm-Oslo-Helsingfors-Göteborg – Uddevalla-Malmø-Lund og fik personlige venner for livet. Dengang var foreningerne ikke større end, at man blev indlogeret hos hinanden på de nordiske visemøder. Senere blev det nærmest kongresser, som krævede større plads.
Vi havde efterhånden været gæster så mange steder, at vi syntes, at vi måtte gøre gengæld, og under Nordens udelte munterhed holdt vi et nordisk visemøde i København den 11-13/9 1959. Foreningen var da 6 år, 7 måneder og 9 dage gammel, og det blev en herlig fest. Ved hvert nordisk visemøde holdtes en offentlig koncert i Odd Fellow-palæets lille sal.

10-årsjubilæet holdtes i København, 15 år på Hindsgavl, 20 år sammen med Visens Venner Vejle på Engelholm Slot, 25 år på Kollekolle, 30 år i København, så I ser, at vi har ikke ligget på den lade side i årene,
der gik.

To nordiske visebøger er det blevet til, desuden har Minna og Gamle været i redaktionen gennem årene af ”Lystige Viser” fra Politiken.
Vi var nok gennem årene en meget fasttømret kerne, som måske var svær at komme ind i, men det var jo også os, som gjorde arbejdet.

Én spurgte engang om forskellen på Visens Venner og Visens Vennekreds og fik til svar: ”Alle de, som kysser hinanden, er Visens Venner.”
Vores vennekredsaftener var altid emneaftener, en periode, en digter, etc., og det krævede, som nu, stor research for såvel arrangøren som solisterne, som skulle lære de pågældende emners viser, og det både
udviklede og udvidede vores repertoire. Det er jo ikke noget, som man kommer gratis til, det kan kræve både blod, sved og måske også en lille tåre.

Vi fik søsterforeninger. Først Vejle, så Svendborg, Næstved, Glostrup, Nordsjælland m.fl.. Derfor blev ”Fællesrepræsentationen for Visens Venner i Danmark” en realitet med Minna som formand for blandt
andet at beskytte navnet, samt at lovene overholdtes. Nu tror jeg nærmest, at det er kaos.

Men hvor holdt vi til i vort foreningsarbejde?
Til vennekredsaftenerne var vi i Studenterforeningen, indtil huset blev solgt, så begyndte vores nomadetilværelse. Først i Den Gyldne Fortun, derefter Assurandørernes Hus, så Foreningen af 1860 Nørrevold, Musikhøjskolen og nu sidst Medborgerhuset i Valby.

Men vores hulemøder da? Tove havde (også dengang) en dejlig mand, nemlig en ”vaskemand”, og i hans vaskeri ”Absalon” holdt vi til i kantinen i mange herlige år, indtil vi måtte gøre forandring. Vi var på Lindekroen, Slotskroen, Bikuben, Studenterforeningen, hvor vi stadig har ”hjemme”, men nu i fine nye lokaler.

I de forløbne 40 år har vi slidt fire formænd op, først Sigfred (2 år), så Eigil (15 år), Minna (4 år) og Gamle (17 år), og nu slider vi på Ulrik, men han er så ung, så han bedes holde i mange år.

Og så er det vist på tide at lade viserne tage over, men først et lille digt, som Yukon Gjelseth reciterede til
Stockholms 40 års dag, det er skrevet af Väinö Österberg:
Visans vers blir engång klar.
Minns du, broder, hur den var?
Det finaste drömmer man.
Det käraste gömmer man.
Och resten, det glömmer man,
och det är nog bra.

Til foreningens 40 års jubilæum i 1993 skrev Jesper Jensen denne vise

DEN DANSKE VISE (I VISENS VENNELAUG)

melodi: “Guldbarren”, tekst: Jesper Jensen

Jeg synge vil en vise om livskunst og lyrik, i visen vil jeg prise en særlig kunstbutik: dér får man det, man søgte i tidens kissejav, man tænder livets lygte i visens vennelaug.   Man møder bondelandet med  høstak og lupin og hygger sig forbandet ved træsko-poesien. Og hver gang Maren knaldes til Sorens welbehau – ja, så er glæden alles, i visens vennelaug.   I byens lange gader går unge piger rundt, og grunden til, de vader, er hjertet, der gør ondt. Men møder bare pigen en kat, der siger ”miau” – så spiller fantasien i visens vennelaug.   Beskidte små bordeller på Seinens venstre bred bli’r søde, små hoteller, så folk kan synge med. Bag læbestift og pudder er pigen god og brav, og ikke spor af luder i visens vennelaug.   Og sømænd drikker øller, men ingen bliver fuld. Hos Nyhavns flinke bøller er hjerterne af guld. Der druknes tusind sorger i havets våde grav til fryd for hver en borger i visens vennelaug.   Moralen er min vise er simpel som dens ord: Hvis du i sang vil prise drikfældighed og hor: Skru’ ned for perspektivet og følg idyllens krav, thi den er selve livet i visens vennelaug.

50 års jubilæum

Interessen for viser er på én gang både meget bredt favnende g meget eksklusiv. Begrebet viser – som i øvrigt er meget svært at definere – er også meget vidt. Fra skillingsviser og baggårdsviser til lirekasse og savblad, smædeviser og ridderviser m.m. over sømandsviser og revyviser til poesi og digte sat i musik og fortolkning. De fleste mennesker kender en lille håndfuld viser. Mange synger efter “Lystige viser”, når de er på rejse eller i forsamlinger (hvis det ikke er Højskolesangbogen, som er fremme). Mange har moret sig over revyviser og måske købt plader og sanghæfter med sådanne, når de er blevet udgivet. Og så er der en lille håndfuld mennesker, der har viser, som deres store interesse.

1936 samlede Evert Taube en flok troubadurer om sig i Stockholm og skabte “Visans Venner”. Idéen, og dermed nye foreninger, bredte sig ud over Sverige, ud over Skandinavien, og 1953 nåede den til Danmark, hvor en flok viseelskere og do-kunstnere med Sigfred Pedersen i spidsen, samledes i “Holbergssalen” i Admiral Gjeddes Gård i København og holdt den stiftende generalforsamling d. 9/2.

Der gik 10 år før den næste Visens Venner blev etableret. Det skete i Vejle, hvor man netop har fejret 40-års-jubilæum. Siden er flere kommet til, og antallet af VV’er har forlængst passeret 30. Om viser er kunst, er vel lige så diskuteret, som hvad der i det hele taget er viser. Men vi er da mange, som mener, at viser er kunst, og det er formuleret i sloganet for sammenslutningen af alle danske VV’er, “Visens Venner Danmark” (VVD), Det lyder:

Viser er ikke finkultur, men fin kultur! Hermed hjertelig velkommen med ønsket om, at alle vil få en dejlig viseoplevelse ved Visens Venner København’s 50 års jubilæums koncert.

Finn Schlanbusch, Formand

Jørgen Jacobsen’s ord i forbindelse med foreningens 60 års jubilæum i 2013.

Den 9. februar 1953 stiftede Eigil Jensen og Sigfred Pedersen ”Visens Venner København”. Blandt de øvrige initiativtagere var bl.a. Jens Chr. Hostrup, Henning Pade, Knud Vad Thomsen og Mogens Jermiin Nissen.

Det hedder i vores vedtægter, at foreningens formål er at styrke interessen for visekunst og særlig at bevare og udvide kendskabet til dansk visekunst.

Men hvad er så visekunst? Og hvad er det kvalitetskriterium, som vi ved optagelsen af nye medlemmer skal lægge vægt på?

Mit leksikon siger, at en vise er en strofe, der både i musikalsk og litterær henseende har den simplest mulige opbygning. Det er jo ikke så tosset, og vi kan jo nok være enige om, at den gode visefortolker fortæller en historie på en musikalsk baggrund, hvor teksten altid er det vigtigste. Kvalitet betyder ”god beskaffenhed” og det er jo ikke meget oplysende.

Men hvornår en vise bliver til visekunst, det er en fornemmelsessag, en følelsessag. Personlig er jeg af den opfattelse, at det kun kan blive visekunst, hvis visesangeren intellektuelt og følelsesmæssigt går ind for sin fortolkning.

Det er alvor dette her.

Men det er også leg. ”Legen er en menneskeret også for den voksne. Vi gir ikke denne ret fra os”, skrev PH i 1950. Og PH har ramt det centrale med betegnelsen ”alvorlig sjov”.

Og det er lige hvad en vise – den kunstneriske vise – er.

Vi, der er med i Visens Venner København, er meget forskellige, men vi er også legekammerater, der dyrker alvorlig sjov. Og vi dyrker ikke det ækle ordsprog, der siges at være karakteristisk for nationen: ”Det bedste er egen succes, men andres fiasko er ikke at foragte”.

Nej, vi glæder os, når det går vore legekammerater godt.

Mit jubilæumsønske er, at vi må formå at have blikket åbent for den fornyelse af visen, der er indvarslet af f.eks. Steffen Brandt og Mikael Wiehe, med nye visesangere som eksempelvis Juliane Preisler, Sys Bjerre, Rasmus Seebach, Rasmus Nøhr, Peter Bjørnskov, Chr. Hjelm og måske endog Outlandish og L.O.C.(!) – samtidig med, at vi stadig synger Erik Bøgh, Evert Taube, Halfdan Rasmussen, Sigfred Pedersen og PH.

Så kan Visens Venner København se frem med optimisme mod det næste jubilæum.

Visens Venner Københavns 60 års jubilæumsfest d. 9. februar 2013

PASTORALE FOR VISEVENNER

Melodi: ”Fritiof i Arkadien” af Evert Taube, Tekst: Jens Lous Petersen

Jeg er en sanger – en af visens venner. Den blide nynnen gør mig glad og go’ omend min luts akkord-arbejde spænder højst over tre figurer – eller to. Ja, ja, min stil ku’ være elegant’re; men våren vælder i mit muldblå sind, når jeg ved musers hånd får lov at vandre med Jørgen ”Gamle” Hansen og de andre i visens evige Arkadien ind.   Om end det knirker sært i luttens strenge, og stemmen brister på et halvhøjt G, er det en salighed på grønne enge at la’ sig høre – ja og la’ sig se. For det er ikke hverdagskost, der bydes På klorofylens grønne græsrabat. Og det er ikke hvermands ord, der nydes, og ikke mandags-menn’skefryd, der frydes, når man i sangpaulun sig ned har sat.   Der gås til sagen li’ fra midt på dagen, til nattens måne over engen står. Det hele bølger som et kæmpelagen, når slægters visevenner harpen slår. Et sandt Elysium! Man føler sel’ man er bror til ånderne ved sangens bord! Nu nynner nestoren Carl Michael Bellman om drik og hor og Hagakongens velstand på meget, meget svære, svenske ord!    Se, Ulla Winblad mellem løvet danse, mens Movitz hilser med sit glas, galant. Og i det fjerne lille Frida kranser ”Kong Karl den Tolvte’s ligfærd”s øvre kant. På bryggen gi’r en barsk, men dog beleven, ung Fritiof Andersson sin sang til fals. Frimodig karsk, men nok lidt overdreven i hvert fald vælger gamle Calle Schwen at lægge pigens arm omkring sin hals.   Det bær’ mod en af disse nyhavnsnætter, hvorom sorgmuntert Sigfred sang så tit. Så fabler Nis, Kaj Munks fordrukne fætter, om skønne pi’r – en sådan tøs var Kit. Og digt’ren Sorgenfri begynder legen med ord om rim om druens gyldne glød. Landsknægteridtet buldrer ud ad vejen med kårders klirr – det blæser i Biscayen.. men i Arkadien dér er brisen blød.   Så tag mit hjerte hver, som vil og kan det! Min jordforbindelse jeg sluppet har. Jeg er i trance nu – jeg er en Svante… Åh, gudskelov, om lidt er kaffen klar! Og dér er Halfdan med sin vises Tove, fra Gurres bøgekrat de danser ud! Jeg søger svimmel til min sjæls alkove. Hvor er det skønt for skjalde at ku’ sove! Min ånd er mæt!! Træd frem, du nattens gud!!

NEDE HVOR SPANIERNE…

(melodi: “Poul sine høns” tekst: Mogens Jermiin Nissen)

Nede hvor spanierne mødes om kanden

mellem oranger og glødende dru’r,

løfter man bægret og hilser hinanden:

”Sundhed og penge og held i amour2.

Det er en skik, som vi godt kan annamme

hjemme hos os i den nordiske stamme!

Glasset i hånd til en skål for det samme!

Livet er dejligt, så længe vi dur!

“Gamles” tradition med altid at slutte med Farvel, skal heller ikke glemmes.

Tekst: Erik Bøgh, Melodi: Es ritten drei Reiter

Det hedder, at man har så tungt ved at sige Farvel, men det er da også et ord uden lige – Farvel, Med sorg og med glæde, med lyst og med jammer man synger og sukker og jubler og stammer, ja, man varierer på tusind manerer – Farvel,   Først siger man mama og kakkelovnskrogen: Farvel Og senere byder man skolen og bogen: Farvel  Nu svæver man ind i romanernes rige; Men boblerne brister, og snart må man sige, De dejlige drømme, det sidste, det ømme: Farvel   Man modnes og siger al ungdommens dårskab: Farvel  Man gifter sig, Frihed og Flothed og morskab: Farvel  Nu lever man godt, bliver fed, og til sidst er, man blevet en gammel gemytlig filister, som takker for færden, og siger alverden: Farvel   Men hvad var dog dette? Tys, hvisked’ man ikke Farvel? ”Farvel” siger herrerne, damerne nikker: ”Farvel”  Højstærede! Jeg ville netop bebude, at straks på minutten min vise er ude, ærbødigste tjener! Jeg – jeg- ja, jeg mener Farvel.

Så er vi nået til foreningens 70 års jubilæum

Her i Musikhuset på Vesterbrogade 59, skal vores fest holdes. 112 gæster har valgt at fejre dagen sammen med os – og vi glæder os til en god dag.

Velkommen til Visens Venner Københavns 70 års jubilæumsfest 29. april 2023 kl. 15-22

Program:

15:00-17 (ca):	Gallakoncert i Musikhuset
17-19:15 (ca):	Middag i Food Club, Vesterbrogade 6E
19:30-22:00:	Optræden og fest i Musikhuset

Ved et jubilæum ser man normalt både tilbage og fremad. Da vi helst vil se fremad, har vi lagt alle minderne her på hjemmesiden.

Mette Brabæk har skrevet festskriftet:

SÅ SYNG DA VENNER, LAD HJERTET TALE!

“Hver gang livet har rørt ved mit sind,

om jeg var lykkelig eller deprimeret,

var der altid en sang, der faldt mig ind

….og i sangen bliver sjælen atter fri”

“Jo, sang er en afgørende menneskelig livsytring. Derfor har jeg tænkt mig at blive ved med at synge – lige til jeg ikke kan mere” skriver salme-og sangentusiasten Hans Boas, og fortsætter: “Jeg vil gøre mit til, at andre også kan finde glæde i sangen, for sangen er gavnlig for både krop og sjæl”.

Har Benny Andersen og Hans Boas ret? Er det derfor vi synger? Noget genkender vel alle, der synger. Under corona-nedlukningen opdaede mange glæden ved sangen på ny. Overskriften kunne have været:

SANG SKAL DER TIL – SYNG SELV!

Vi sang til og for hinanden fra altaner og åbne vinduer og fællessangen levede op igen….som før i krisetider.

Men her er visesang noget særligt – fordi teksten er den vigtigste del – som Benny Andersen synger:

“Jeg har lempet min lasede tunge,

så min sang bliver til at forstå”

Det betyder, at sangeren synger solo for at give teksten sin egen fortolkning.

Hvis fortolkningen lykkes – opdager vi helt nye ting i det, vi går og synger. I Visens Venner deler vi glæden ved en tekst og finder legekammerater, vi kan udveksle med.—Og nogle af legekammeraterne spiller også til sangene. Det bedste er vel, når vi i gode øjeblikke får sunget vores vise, så den møder noget i tilhørernes sind.

Det kræver virkelig en indsats, når akkompagnatøren skal støtte op om sangernes meget forskellige fortolkning af viserne. Og den største glæde er, når akkompagnatør og sanger finder hinanden i en fælles fortælling. Så er det ren forkælelse for tilhørerne.

Men glæden ved visesang er heldigvis ikke forbeholdt dem, der står og synger og spiller.

Faktisk er det så heldigt, at der også er en del ikke-syngende aktive, som sammen med de udøvende aktive sørger for, at foreningen kører: Som passer døren, køber blomster, laver regnskab og passer lydbord. Uden deres opbakning kunne vi nok ikke fejre hele 70 års fødselsdag i dag.

Sætlisten til eftermiddagens koncert

Viseværtens – Kim Ravn-Jensen’s introduktioner:

Intro og formandens velkomst
Kære gæster og medvirkende i det jubilæumsarrangement, alle foreningens aktive har glædet sig til i meget lang tid. Jeg hedder Kim og er, hvad vi i Visens Venner-kredse kalder ”visevært” her i eftermiddag. Uden yderligere omsvøb vil jeg give ordet til vores formand Lissy, der er så nybagt, at hun kom ud af ovnen for blot en måned siden.
Lissy’s velkomsttale.

Jubilæums-tale, 29/4-2023

”Alt i alt tilbragte jeg 2 timer med tårer, latter, sang og god musik, og jeg kedede mig ikke et sekund. Så hermed en opfordring til alle i Visens Venner: Inviter jeres børn og børnebørn og vis dem, hvad det er, I bruger jeres fritid på. Måske opdager de, lige som mig, hvad de er gået glip af i mange år”

Det var slutningen på den sidste anmeldelse fra Krudttønden. Skrevet af en første-gangs-gæst, der tilstod sin fordom: At vi var oldgamle mennesker, der var gået musikalsk i stå midt i forrige århundrede. Det er vi så ikke.

De fleste af de aktive i VVK har været med i rigtig mange år – og har således kendt hinanden længe. Alligevel magter man i foreningen at tage godt imod nye medlemmer – hvilket jeg virkelig har været taknemlig for.

Lidt historie – mange kender historien om VV, men alligevel synes jeg, I skal høre lidt facts.

Tilbage i 1953, 9. februar, var der stiftende generalforsamling i Admiral Gjeddes gård, og det var de tunge drenge, der sad omkring bordet: Bl.andre Sigfred Pedersen, Eigil Jensen, Chr. Gottchalch, Mogens Jermiin Nissen, Kirsten Fogtmann, Jens Chr. Hostrup og Knud Vad Thomsen. Man bliver helt svag i knæene – for der er da godt nok nået at leve op til.

Den første formand blev Sigfred Pedersen, der holdt ud i 2 år.

Eigil Jensen var mere stædig, holdt ud en del år, før Minna Flindt fik  æren Ifølge gæstelisten har vi Minnas søn ombord i dag – goddag til Jannik.

Legendariske Jørgen Gamle Hansen holdt skansen i mange år, og ham har jeg hørt irriterende meget om. Irriterende fordi jeg aldrig nåede at møde den spændende fyr. De, der kendte Gamle får (måske ubevidst) et specielt blik i øjnene, og de ranker sig lidt – han må ha’ været helt speciel. Jeg har hørt ham benævnt som en festabe.

Så trådte Ulrik til – allerede dengang var han ung – har han nogensinde været andet spørger jeg bare. Hvordan gør du?

Så blev det Finn’s tur. Finn Schlanbusch – også Finn står der stor respekt om. Og han nåede akkurat lige af forlade denne verden samtidig med, at jeg trådte ind i foreningen. Sorgen prægede de første hulemøder jeg deltog i. Sorgen over at have mistet en kær ven.

Så har Ivy, Tonna, Kim og sidst Stampe haft stafetten. Kim holdt ud i 6 år, Stampe snuppede 10 – jeg er spændt på, om jeg klarer prøveperioden. Det er et par voksne sko, der skal fyldes ud.

Gennem tiderne har tilholdsstederne været utallige og meget forskellige.  Men vigtigt synes jeg det er at nævne, at flokken dengang nærmest havde en stående invitation til at optræde i Tivoli, det er da noget. Der blev skabt et flot samarbejde med Norge og Sverige – og det betød venskab for livet for mange af de aktive. Efter hvert Nordisk visemøde var der koncert i Odd-fellow Palæets lille sal. Wow siger jeg bare.

Mærkedagene blev behørigt fejret.

10 års dagen blev holdt her i Kbh.

15 års på Hindsgavl

20 års sammen med VVVejle på Engelholm slot

25 år i Kolle Kolle

30 år i Kbh.

40 år i Admiral Gjeddes Gård.

De efterfølgende mærkedage kan I forhøre jer om hos nogen af de deltagere, der har højest anciennitet – de elsker at fortælle om det – det kan jeg alligevel ikke gøre fyldigt nok – men det er fint at høre om.  

I forhold til alle de flotte steder, og alle de store navne, så skulle man jo tro, at glansen efterhånden var gået af Sct. Gertrud. Men vi, der er her, har jo dog den indlysende fordel, at vi er levende. Vi gør nok tingene på en lidt anden måde, der er jo et lille stykke vej fra Glassalen i Tivoli til Krudttønden, men vi har stadig sjælen med i det. Vi gør det så godt vi kan – og så kan man ikke forlange mere. Mange af koryfæerne var hel- eller halvprofessionelle, vi er glade amatører – og det skal der ikke kimses af. Jeg kimser aldrig, som Osvald sagde. Og vi opfylder det oprindelige krav:

Vi holder liv i vores viser. Vi viser, at viserne dur, og vi er venner af visen – Visens Venner.

Interessen for viser favner bredt, og hvad definitionen på en vise er – se det kan man få en god diskussion om. I min verden fortæller en god visefortolker en historie på musikalsk baggrund. Teksten er det vigtigste, men melodien kan løfte en god historie til himmelske højder. Viser er jo ikke finkultur. Men det er fin kultur.

Hvad går foreningens medlemmer ellers rundt og gør sådan i almindelighed? Ja vores vise-ører er jo åbne døgnet rundt – på jagt efter nye viser – vi udveksler tekster, melodier, tager på sommerkurser på bl.a. Ryslinge med temaet ”Visen i Centrum” – og så mødes vi til hulemøderne, hvor nye ting prøves af. Vi er kort sagt altid i gang med ”at kiggelytte”.

I koncerten, som går i gang, når jeg holder mund, vil I høre, at vi blander nyt og gammelt – både hvad angår de optrædendes anciennitet i foreningen og visernes alder.

Vi har gjort os umage med den her dag – så tag den og nyd den, førend bladet i bogen sig vender.

Engang var der en, der spurgte: Hvad er forskellen på Visens Venner og Visekredsen? Og svaret lød: Alle de som kysser hinanden er Visens Venner. Så på den led er vi sørgeligt bagud – jeg er i hvert fald, jeg er kun nået til gode, solide bjørnekram – men det er til gengæld kæmpe-fint.

Og dagen i morgen – fremtiden – hvad ved vi om den? Det siges, at vi tilhører en uddøende race – og nytter det noget at ærgre sig over det? Nej, vi kan alligevel ikke blive mere hvidhårede, end vi er allerede. Men hvad betyder hårfarven – vores sind er stadig 20 eller deromkring. Der bliver tænkt og talt meget om, hvordan vi kan tiltrække de unge – og

vi kan tilbyde dem en plads ved truget – men vi kan ikke tvinge dem til at drikke af det – men vi kan håbe, at de gider smage.

Lad nu være med at dyrke den alder, det er da bare et tal. Nyd de år vi har tilbage – nyd viserne – samværet – den gode fornemmelse efter en vellykket koncert – nyd nuet – nyd dagen i dag.

Til Stockholms 40 års dag blev et lille digt af Vaino Østerberg citeret:

Visens vers bli’r éngang klar – husker du bror, hvordan den var?

Det fineste drømmer man – det kæreste gemmer man

Og resten det glemmer man – og det er nok godt.

Tillykke VVK med de 70 år – rigtig godt gået!

Og hermed erklærer jeg festen for åben – værs’go til Kim.

Programmets første nummer har Annette som solist. Hun bakkes op af Jørgen Aagaard og Leif.
1 – Kys det nu, det satans liv
Da jeg lagde programmet, tænkte jeg, at ”Kys det nu, det satans liv” da var en meget god fællesnævner for både programmet og, hvad vi sådan går og foretager os i Visens Venner København. I skal huske på, at lige
nu ser I os i festtøjet, hvor hver os – med sit næb – synger vore allerbedste viser. Dér er hver af os nået hen gennem hårdt arbejde, ofte på fælles arbejdsmøder, som vi kalder hulemøder – ellers på kurser og med flittig øvning i vores eget eller i andres private hjem.

Kun lommeuld kommer af intet. En scenekunstner, som kyssede livet i hele tre kontinenter var Natasja Saad, der i 2007 døde på Jamaica
ved en bilulykke, kun 32 år gammel. Hun genbrugte en sangtitel, alle kender, da hun forholdt sig til det faktum, at I Danmark er jeg født, selv om hun var knyttet til både Danmark, Sudan og Jamaica, og i øvrigt
også havde en karriere som jockey. Hanne er solist med de samme akkompagnatører som sidst.
2 – I Danmark er jeg født

Nu kommer der tre viser, som man kunne give den fælles overskrift ”fra vugge til grav”. Didde indleder meden sang om at se verden fra 3½ års højde. Den er skrevet af Bente Kure, som er en af de ganske få
kunstnere, som turnerer land og rige rundt med selvskrevne viser. Nicolai akkompagnerer.

3 – 3½ års højde

Men hurtigt er man – med Dirch Passers ord – blevet gift og fået børn og blevet gift og fået børn. Når man overhovedet så langt, kan man som mand have den oplevelse, som Jørgen Ebert nu synger om med Lise
ved flygelet. Tekstforfatteren Carl-Viggo Meincke skrev den i øvrigt i en vel noget ensom tilstand efter, at han var blevet udstødt af det gode selskab, fordi han under besættelsen havde plejet omgang med de
forkerte. Resultatet rører i alt fald mig som en af visegenrens små perler.
4 – Sådan en aften

Skal man som visesanger gøre status, kan det foregå, som Flemming nu levendegør det. Sangen er i øvrigt en meget stilig svensk vise, som John Mogensen bragte til Danmark og gjorde til sin.
5 – En fattig troubadur

Det var tre viser med temaet ”fra vugge til grav”. Nu kommer tre numre med ”almindelig og ualmindelig brok”. Bagved ligger naturligvis forestillinger om, at det hele kunne være meget bedre. Ivy og Jørn bringer om et øjeblik et norsk tale- og sangnummer til Danmark.
6 – Jeg hader måger

Når en vises tekst og musik dikterer, at man giver los, tager vi naturligvis i Visens Venner alle midler i brug for at levendegøre for fuld udblæsning. Andre gange bliver resultatet mere overbevisende, hvis man holder
lidt igen. Nu kommer Leon med sin guitar på scenen.
7 – En tur ad HT

Næste vise er både sidste vise i brokkeafdelingen og første vise i en lille afdeling med Osvald Helmuth-numre. Mange af os har en vis dragning mod disse gamle viser. Jeg hører selv til dem, men jeg vil fastholde,
at man kan være tiltrukket, fordi viserne er skrevet af periodens ypperste tekstforfattere og komponister, der på deres bedste dage rakte ud over både tid og sted. Med Lise ved flygelet fremfører Poul Emil en af
Osvalds sidste viser. Forlægget er årets Grand Prix-hit, der i originalen blev fremført af en ung pige, som konstaterede, at hun var for ung til et eller andet, som teksten ikke udspecificerer. Det koncept blev lige
vendt en omgang, før resultatet kom ud, som I nu vil høre det.
8 – Jeg er for gammel

Ulrik akkompagnerer om lidt sig selv til en endnu ældre traver. Erhvervsmæssigt repræsenterer Ulrik en uddøende race i Visens Venner København: Juristerne. Tilsyneladende stadig påvirket af en gammel
erhvervsskade har Ulrik bedt mig om at fremhæve den underliggende henvisning til Straffelovens § 221. Den benyttes stort set aldrig og er i dag halveret i størrelse, idet den nu kun medtager andet led i, hvad der
på visens tid lød: Med fængsel indtil 6 år straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet for ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden.
Sikkert som resultat af de løsagtige tider, vi nu lever i, er straframmen i øvrigt siden nedsat til 4 år. Det har været magtpåliggende for Ulrik at påpege, at gerningsindholdet i denne bestemmelse kommer til udtryk i
visens andet vers plus i begyndelsen af tredje vers.
9 – Der er meget langt til Rungsted

Nu går jeg selv på scenen med en vise, der er lidt af et udstyrsstykke. De færreste kender den vist, men visen tog i maj 1940 temperaturen på den situation, at der var krig i udlandet, og, at krigen havde ført til
mangel på stort set alle ressourcer, inklusive noget at have et fremtidshåb i. Blandt mine mange Osvald Helmuth-viser valgte jeg denne her til i dag, fordi baggrunden minder mig om et eller andet. Der nævnes en hr. Buhl, som var skatteminister dengang. Lise akkompagnerer.
10 – Jeg er så glad, så glad

Sættet før pausen afsluttes af formand Lissy, der også akkompagneres af Lise. Lissy har indstuderet en af revygenrens nyeste viser, der på fornemste vis lægger sig i kølvandet på den tradition, min vise afspejlede. Den er både uhyre aktuel og peger tilbage til for eksempel Osvald Helmuths vise ”Brev til Bulganin”. Det gør den så gennemført, at Lissy’s afsluttende bemærkning indeholder noget, der ikke er en fortalelse, men simpelt hen en indforstået joke fra Bulganin-visen.
11 – Det bli’r koldere

Så holder vi et kvarters pause. Baren er åben.

Velkommen tilbage. Vi begynder med en fællessang, der dels er forfattet af den første formand for Visens Venner København, dels knytter sig til eftermiddagens tema: ”Kys det nu, det satans liv”.
12 – Den gamle skærslippers forårssang

Nu kommer fem (evt. kun fire) viser, hvor det fælles tema er ”Kærlighedens veje og vildveje”. Det er jo også en del af at kysse det satans liv. Med Lise ved flygelet synger Annie en ret ukendt vise, som Karen Jønsson oprindelig lancerede med sig selv ved flygelet. Jeg fornemmer, at temaet er aktuelt også i dag, omkring 85
år efter lanceringen.
13 – Det er synd for mig

Meen, det kan da også tænkes, at et par kommer trygt i havn hos hinanden. Så gælder det om, at forholdet ikke lider skibbrud af mangel på materielle fornødenheder. På den anden side kan det også indtræffe, at de materielle fornødenheder tager magten over forholdet – ingen har lovet, at det skulle være nemt. Vibeke Bonné synger en vise, som Lise Reinau oprindelig lancerede. Hun akkompagneres af Jørgen Aagaard og Leif.
14 – Min mand og jeg

Andre gange kan et forhold ende et sted, hvor parterne er enige om, at de har meget til fælles, men også er påvirket af noget, der ikke er idel glæde. Det synger og spiller Lilian om, mens Leif hjælper til med sin bas.
15 – Imellem sorg og glæde

Det kan også ske, at man beslutter sig for ikke at lade sig føre af sted med vinden, men tager skeen i egen hånd. Med Lise ved flygelet griber Mette nu fat i dét perspektiv. Mette står for det meste af introduktionen.
16 – Mine aflagte mænd

Gunni Torp er en af mine favoritter blandt nulevende sangskrivere. Ofte beskriver hun ganske ubehagelige sider af menneske- og kærlighedslivet, men i den næste duet har hun givet sig selv lov til at slå gækken løs og skildre et klassisk møde mellem to, hvor den ene ser et perspektiv og sætter alt ind på at levendegøre perspektivet for den anden. Marianne og Tom er det par, som pludselig mødes ved en tilfældighed.
17 – Høyers Skibsproviant

Nu kommer et par sange, hvor sangskriveren selv står for fremførelsen – det bruger vi nemlig også i Visens Venner København. Ingegerd sad for måske 40 år siden og kedede sig lidt på sit kontor. Da opstod fantasien om, hvordan tilværelsen kunne blive, hvis tingene flaskede sig bare en lille bitte smule.
18 – Aften ved boulevarden

Med den næste vise nærmer vi os igen begrebet crazy-humor. Nicolai plejer at introducere den på en måde, jeg umuligt kan matche.
19 – Klaverstemmerens Mercedes

Det gælder for os alle, at som livets hjul ruller af sted, modnes vi måske som mennesker – eller også forbliver vi umodne. Nu går Stampe på scenen og forsøger – endnu engang – at bilde vort kære publikum
ind, at ikke alle vore viser er tynget af et tommetykt lag støv. Anders Blichfeldt har gennem det meste af sit voksenliv stået i spidsen for gruppen ”Big Fat Snake”. Han har skrevet denne sang om, hvordan både en rockstjernes udfoldelsesmuligheder og den fremadskridende alder på de kvindelige fans får verden til at ændre sig og kyssene til at ændre karakter. Stampe går på scenen med opbakning fra Jørgen Aagaard og
Leif.
20 – Tik tak tiden går

21 – Kys det nu det satans liv, reprise – Alle.

Nu da denne eftermiddagskoncert nærmer sig sin afslutning, vil jeg gerne have lov at nævne alle de
medvirkende ved deres fulde navn:
 Annette Gregersen
 Jørgen Aagaard
 Leif Larsen
 Hanne Madsen
 Didde Mosegaard
 Nicolai Engstrøm
 Lise Gerd Pedersen
 Jørgen Ebert
 Flemming Nyvang
 Ivy Parsbæk
 Jørn Schlichting
 Leon Hegelund
 Poul Emil Nielsen
 Ulrik Reimann
 Kim Ravn-Jensen (det’ mig)
 Lissy Kehlet Henriksen
 Annie Laksø
 Vibeke Bonné
 Marianne le Dous
 Tom Løhr
 Lilian Irlind
 Mette Brabæk
 Ingegerd Hennelund
 Stampe Villadsen (han kommer lige om et øjeblik)

Efter et herligt madbesøg på Food Club, Vesterbrogade 6E, hvor vi blev mødt af den mest fantastisk lækre buffet, mødtes vi igen i Musikhuset. Her bød vi velkommen til entertainer Rasmus Krogsgaard, og han er bestemt ikke kedelig – han fik smilet / grinet frem, og vi havde svært ved at slippe ham.

Ulrik overtog viseværts-stokken, og bød velkommen til:

Alex og Solveig fra VVNordsjælland, der gav os “Lut og Fløjte”

AnnMari Sol, der sang “Vi håber”

Hanne Kjær fra VVAllerød, der gav “Edderkoppevisen”

Vores gæster fra Uddevalla sang to smukke viser for os.

Leon gav os den ustyrligt morsomme “Skavankblues”

Jørgen Blomqvist med “Fandens oldemor”

Hanne-Rikke gav os “Stegt flæsk med persillesovs”

Marianne sluttede den afd. af med “Efter sådan en yndig aften”

Som afslutning på en meget dejlig dag OG som afslutning på 10 års fornemt formandsskab sang Stampe “Farvel” – og han blev takket, af den nye formand – og af et stående bifald fra publikum.

Jeg har modtaget følgende fra Vibeke Kirst

Mindeord

Med gennemsnitsalderen i vores forening må vi være indstillet på, at nogen forlader os – engang imellem pludselig og fuldstændig uventet. Det blev tilfældet med Vibeke Broby, f. 22. april 1947. Vibeke blev heftig syg Skærtorsdag sent om aftenen – og sent Langfredag – d. 7. april 2023 var det slut. Vi står tilbage med minderne om en nærværende, festlig og livsglad kvinde, som fra naturens hånd var udstyret med et par meget humoristiske briller – og som oftest kunne se det morsomme, selv i alvorlige situationer. Vi siger tak for alle sangene og for din opgave som formandinde gennem de 10 år, hvor dit livs kærlighed, Stampe, var formand.

Farvel til dig

Så skete det. Vi ved det jo: En dag er det forbi.
Med livets gave følger døden, ingen kan gå fri.
Et liv kan være meget langt, men også alt for kort.
Vi kender ikke fremtiden, og det kan være hårdt
for os, som bli’r tilbage og må prøve at forstå,
at du er taget fra os, og vi endegyldigt må
sige farvel til dig.

Om aftenen går solen ned med smukt og rødligt skær,
men selv om det kan føles trist, er næste morgen nær.
Når efteråret sætter ind, og planter visner hen,
så ved vi, efter vinter kommer foråret igen.
Men vi må acceptere, at du ikke er her mer’.
Du vågner aldrig op igen, så derfor må vi her
sige farvel til dig.

Dog, selv om sorgen tynger nu, så ved vi heldigvis,
med tiden vil den mildnes, så vi også sætter pris
på tiden, som vi fik med dig. Du bor jo i vort sind.
Man smutter ikke ud igen, når man er kommet ind.
De næste mange år vil vi fortælle vidt og bredt
om livet, som du leved’, og den glæde, du har spredt.
Tak og farvel til dig.

Tekst og Musik: Lise Gerd Pedersen

https://www.lisegerd.dk/sange/farvel_til_dig/

Hvis du klikker på linket herover finder du noden i forskellige tonearter og en lydfil.